ITU’s Tænk i Tech-projekt vinder priser for it-formidling til unge
Foreningen Coding Pirates Denmark har netop afviklet Coding Pirates Awards, der hylder engagerende og dansktalende online undervisnings- og læringsmateriale. ITU-projektet Tænk i Tech er i to kategorier blandt årets vindere.
Om ITU
Skrevet 1. december 2021 12:53 af Theis Duelund Jensen
På IT-Universitetets YouTube-kanal Tænk i Tech, som gik i luften sidste år, kan man blandt andet lære at programmere, møde inspirerende tech-personligheder og følge med i en række it-studerendes hverdag. Det kreative format, hvis indhold produceres af de studerende på universitetet, har nu vundet prisen for Mest Kreative Læringsvideo og er også blandt vinderne i kategorien Bedste 10 Videoer fra foreningen Coding Pirates Denmark, der promoverer it-kreativitet blandt børn og unge.
Videoen, som er kåret som vinder blandt 11 nominerede i kategorien Mest Kreative Læringsvideo, hedder ”Arduino-Tutorial: Byg en håndspritdispenser”. Viktor Funch Beck, som til daglig studerer Digital Design and Interactive Technologies på IT-Universitet, viser i videoen, hvordan man ved hjælp af ganske få elektroniske komponenter kan bygge en fungerende automatisk håndspritdispenser.
Sammen med ni andre har Tænk i Tech-videoen ”Scratch-tutorial på dansk,” i hvilken Melissa Marcher og Mathias Tachieda fra hhv. Softwareudvikling og Global Business Informatics på ITU demonstrerer, hvordan man laver en kort animation på den gratis platform Scratch, vundet en plads på listen over de Bedste 10 Videoer.
”Det er en stor anerkendelse at modtage priserne fra Coding Pirates, der i flere år har vakt danske børn og unges interesse for de muligheder, programmering og teknologi giver,” siger Anna Lohmann Ahlbom, der er projektleder for Tænk i Tech.
”Projektet handler om at få viden ud fra universitetet og ind på ungdomsværelserne. Formålet er vise, at teknologi og kodning er for alle og give inspiration til, hvordan it kan bruges kreativt, for eksempel til at lave musik, skabe kunst eller løse vigtige samfundsproblemer.”
Tænk i Tech-YouTube-kanalen er støttet af Novo Nordisk Fonden. Projektet henvender sig til alle 16-21-årige på tværs af interesser, køn, etnicitet og landsdele, og har særligt fokus på at nå de unge, der ikke allerede har it-færdigheder.
Udover tutorials og how-to videoer kan man på YouTube-kanalen Tænk i Tech også finde indhold, der viser bredden af muligheder, it-færdigheder giver. Der er videoer om kryptovaluta, guides til at bygge apps, introduktioner til programmeringssprog og karrierevejledning. Det hele er præsenteret af studerende og formidlet i øjenhøjde med de unge brugere.
Via projektets Instagram-konto deler Tænk i Tech posts om teknologi, livet på it-uddannelsen og tanker om at vælge en it-uddannelse og -karriere.
Theis Duelund Jensen, presseansvarlig, telefon 2555 0447, email thej@itu.dk