Alle IT-Universitetets forskningsartikler er offentligt tilgængelige for andet år i træk
IT-Universitetet lever igen op til ministeriets målsætning om, at 100 procent af universitetets forskningsartikler skal ligge frit tilgængeligt på nettet.
Skrevet 2. april 2020 19:13 af Jari Kickbusch
IT-Universitetet kan endnu engang smykke sig med, at al forskning ligger frit og gratis tilgængeligt på nettet – til glæde for erhvervsliv, embedsmænd, undervisere og samfundet som helhed. Det viser en ny opgørelse fra Uddannelses- og forskningsministeriet.
I ministeriets Nationale Strategi for Open Access, som blev offentliggjort i 2018, er målet, at alle forskningsartikler ligger frit tilgængelige på internettet fra 2025 og frem, men IT-Universitetet lever altså allerede nu op til den målsætning.
Den nye opgørelse vækker glæde hos IT-Universitetets prorektor Jens Christian Godskesen, som også sidste år kunne bryste sig med det gode resultat:
- Det har krævet en dedikeret indsats fra vores forskere og forskerstøtteenhed at få dette vigtige resultat i hus. Vi har en stringent kvalitetssikrende proces, hvor vi gør alt, hvad vi kan for at sikre forskningsartiklers frie tilgængelighed, så vi kan bidrage til at opfylde, at flest mulige får gavn af den gode forskning, vi udfører, siger han.
I ministeriets opgørelse er antallet af videnskabelige artikler, der bliver gjort frit tilgængelige på internettet, steget med 8 procentpoint - fra 44 procent til 52 procent – på et år. Udover IT-Universitetet har to universiteter opfyldt ministeriets målsætning for i år på 54 procent. Det gælder Danmarks Tekniske Universitet, som er nu oppe på 73 procent Open Access til universitets publikationer og Syddansk Universitet med 60 procent.
Jari Kickbusch, Forskningskommunikatør, telefon 7218 5304, email jark@itu.dk