Ny bog sætter fokus på, hvad digitaliseringen gør ved os
Morten Hjelholt og Jannick Schou fra IT-Universitetet har skrevet bogen Den digitale borger, der stiller skarpt på den digitale borger som en grundlæggende ny politisk figur i det danske velfærdssamfund.
Morten HjelholtInstitut for Digital DesignForskningdigitaliseringdigital inklusionoffentlig it
Skrevet 31. oktober 2017 13:21 af Jari Kickbusch
Digitaliseringen omfavner stort set alt og alle i det danske velfærdssamfund. For langt de fleste danske borgere er hverdagen blevet gennemgribende digital over de sidste tyve år. Men hvad vil det egentlig sige at være en digital borger? Og hvordan kan denne nye figur observeres og studeres?
Bogen, Den digitale borger, som udkommer d. 2. november 2017 på Hans Reitzels Forlag, stiller skarpt på nogle af de mange ubesvarede spørgsmål, der er fulgt i kølvandet på de seneste årtiers hastige digitale og samfundsmæssige forandringer. Morten Hjelholt og Jannick Schou (henholdsvis lektor og ph.d.-studerende ved IT-Universitetet) har skrevet bogen på baggrund af flere års fælles forskning.
Ifølge Morten Hjelholt, der leder det nystartede Design, Innovation og Digitaliserings Lab (DID-LAB) på IT-Universitetet, har formålet med bogen været at gøre opmærksom på fremkomsten af en helt ny politisk figur; nemlig den digitale borger.
- Bogen anlægger det perspektiv, at den digitale borger ikke nødvendigvis er den samme alle steder. Denne nye figur er derimod altid indlejret i bestemt praksisser og samfundspositioner. Derfor samler bogen fire udvalgte empiriske nedslagspunkter. Den ser på staten og centraladministrationen og analyserer en række politiske dokumenter og strategier, der er blevet produceret over de seneste to årtier. Den ser på hjemmet, hvor familier er blevet interviewet om deres digitale hverdag og relationer. Den sætter skarpt på borgere med funktionsnedsættelser, hvor digitale løsninger tit kan hjælpe med at overkomme handicaps samtidig med, at det også åbner for nye etiske diskussioner. Og den præsenterer en række fund fra interviews og observationer i kommuners borgerservicecentrer, hvor rollen som frontmedarbejder i en digital tidsalder er blevet markant ændret, forklarer Morten Hjelholt.
I bogen knyttes disse forskellige synsvinkler sammen for at påpege, at der ikke findes ét udsigtstårn, hvorfra den digitale borger kan betragtes. Hvis vi vil forstå digitaliseringens mange potentialer og udfordringer, bliver vi nødt til at undersøge og diskutere de zoner og skæringspunkter, hvori nutidige sociale relationer skabes. Bogen er dermed først og fremmest henvendt til mennesker, der er engagerede i digital og politisk udvikling, og som vil være med til at forstå og løse kommende digitale udfordringer, siger de to forskere.
Bogen ”Den digital borger” er det første færdige produkt fra Forskningslaboratoriet DID-LAB. Laboratoriet har fornylig fået tilknyttet en række eksterne samarbejdspartnere, heriblandt Center for IT-ledelse på Aalborg Universitet, Institut for Menneskerettigheder og tre private virksomheder. Ifølge Morten Hjelholt betyder dette, at det fremadrettet vil blive muligt at dykke endnu dybere ned i analyserne af den digitale borger og det digitale samfund.
Læs mere om bogen her For yderligere information:
Lektor, Morten Hjelholt, e-mail: mohje@itu.dk
Forskningskommunikatør, Jari Kickbusch, telefon 2248 28 27, email jark@itu.dk